26/2-2025
Slutspilsdatoerne er fastlagte
Unionen ændrer slutspilsstruktur – faste datoer erstatter flydende start
Slutspillet i Metal Ligaen 2024 / 2025 får en mindre, men betydningsfuld ændring. Hvor der tidligere var mulighed for at fremrykke kampe, hvis en serie blev afgjort tidligt, er der nu fastlagte datoer for hele slutspillet – fra kvartfinalerne til finalerne.
Slutspillet skydes i gang den 14. marts og slutter senest den 30. april, hvis finaleserien går i syv kampe. En af de væsentligste ændringer er, at finale 3 og 4 spilles som back-to-back-kampe for at sikre, at slutspillet afsluttes inden 30. april, hvor mange spillerkontrakter udløber.
De præcise slutspilsdatoer ser således ud:
Kvartfinaler: 14., 16., 18., 21., 23., 25., 28. marts
Semifinaler: 1., 4., 6., 8., 11., 13., 15. april
Bronzekampe: 18. og 19. april
Finaler: 18., 20., 22., 23., 25., 27., 29. april
Det gør forhåbentligt, at vi ser flere tilskuere i samtlige haller og derved løfter oplevelsen for alle
Ændringen modtages positivt blandt klubberne i Metal Ligaen. Ifølge Ole Nielsen fra Odense Bulldogs giver de faste datoer en mere strømlinet planlægning:
- Alle interessenter kender vores spilledatoer. Både sponsorer, tilskuere og fans kan planlægge derefter, og vi i administrationen kan forberede os bedre på diverse arrangementer og events omkring slutspilskampene, siger han.
Også hos Herlev Eagles er der begejstring. Direktør Anders Mouritsen mener, at den nye struktur vil styrke tilskueroplevelsen:
- Faste slutspilsdatoer gør planlægningen af vores kampe og dertilhørende events langt nemmere, og det giver fans og sponsorer mulighed for at sætte krydser i kalenderen. Det kan forhåbentlig betyde flere tilskuere i hallerne og en bedre stemning.
I Herning ser man det som en stor fordel for det kommercielle setup. Direktør Torben Skovsgaard påpeger, at virksomheder og sponsorpartnere får bedre vilkår:
- Vi oplever, at virksomheder og personaleforeninger sagtens kan forstå, at der er en risiko for aflysninger, men det er svært at planlægge noget med en uges varsel, når en serie rykkes tilbage. At kende datoerne på forhånd gør det lettere at sælge VIP-arrangementer og sponsorater.
Med den nye slutspilsstruktur håber Metal Ligaen at gøre det lettere for både klubber, fans og sponsorer at engagere sig i sæsonens mest spændende kampe.
Foto: Danmarks Ishockey Union
ISHOCKEY NYHEDER

Herlev vinder første U16 pigecup
16/3-2025

Herning Blue Fox vinder første kvartfinalekamp 9-2 over Herlev Eagles
15/3-2025

Rungsted afholder første U16 pigestævne
15/3-2025

Lasse Bo Knudsen: »Det bliver en tæt og hård serie mod Esbjerg«
14/3-2025

Brøndberg forlænger med Aalborg Pirates i to år
13/3-2025

Aalborg forlænger med Nikolaj Carstensen
12/3-2025

Sammenlign holdenes præstation
12/3-2025
