Puck24 logo

20/4-2025

Rødovre får tilført kapital og udvider ejerkredsen

Rødovre Mighty Bulls tager næste skridt i genopbygningen af klubben efter en særdeles udfordrende sæson, både sportsligt og økonomisk. Klubben har nu fået tilført ny kapital og samtidig udvidet ejerkredsen med Anders Gjesing – et tiltag, der skal styrke fundamentet frem mod sæsonen 2025/2026.

»Uden denne kapitalindsprøjtning havde den kommende sæson set meget vanskelig ud – men klubben er nu styrket, om end stadig under genopbygning,« lyder det i en pressemeddelelse fra klubben. Gjesing har tidligere været en del af det Advisory Board, der var med til at bane vejen for det nuværende ejerskab, og han vender nu tilbage som medejer.

Den nuværende ejerkreds overtog Rødovre Mighty Bulls i sommeren 2024 med store ambitioner, men en sen opstart på sponsorsalget, mange skader blandt nøglespillere og et skuffende sportsligt udbytte satte projektet under pres. Klubben erkender, at oprydningsarbejdet er mere omfattende end først antaget, men understreger, at der nu er sat flere tiltag i gang for at styrke både den sportslige og økonomiske side af organisationen.

På den sportslige front er der etableret et nyt sportsudvalg, som skal sparre med sportschef Olaf Eller om rekruttering og retning. Flere spillere ventes snart offentliggjort – både som nye tilføjelser og gentegninger – og klubben forventer at kunne præsentere en ny cheftræner inden for 14 dage.

Rødovres træner Olaf Eller
Copyright: Danmarks Ishockey Union

Olaf Eller er stadig en central del i Rødovre

»Dette er et klart udtryk for, at vi vil styrke det sportslige setup i klubben, og med dette håber vi selvfølgelig, at det kommer til udtryk på isen og tiltrækker endnu flere fans til Holger Danske Arena,« skriver Mighty Bulls.

Også økonomisk skal der ske markante fremskridt. Fokus ligger nu på at etablere nye partnerskaber og genforhandle eksisterende sponsorater. Klubben håber på fortsat opbakning fra det lokale erhvervsliv – og gerne med nye partnere ombord.

Fansenes rolle bliver også fremhævet som afgørende. Ikke blot for stemningen i arenaen, men også i form af deres bidrag til det fanfinansierede sponsorat, som klubben beskriver som en vigtig del af deres DNA. Det fællesskab håber Rødovre at kunne udbygge yderligere i den kommende sæson.

»Vejen tilbage til toppen i dansk ishockey bliver ikke kort. Det bliver et langt sejt træk, hvis klubben igen skal række ud efter medaljer, og det kræver hårdt arbejde både på og udenfor isen,« afslutter klubben og udtrykker samtidig tro på, at fundamentet nu er stærkt nok til at tage næste skridt.

Rødovre Mighty Bulls lige nu...

Rødovre Mighty Bulls har tabt de seneste fem kampe, de har spillet.

Sidste kamp var d. 9/3-2025 mod Aalborg Pirates. Her vandt Aalborg Pirates 6-1.

Sidste gang Rødovre Mighty Bulls vandt, var d. 4/2-2025 mod Frederikshavn White Hawks, som de slog 5-4.

Deres målscore siger 6-33 for de sidste 5 kampe.

Kilde: mightybulls.dk