Puck24 logo

4/7-2024

Niklas Andersen tilbage til Esbjerg Energy

Efter fire år i den tyske DEL-liga vender Esbjergdrengen Niklas Andersen tilbage til hjembyen og Esbjerg Energy.

- Aftalen med Niklas er vigtig. Han har mange kompetencer: et godt skøjteløb, et fantastisk skud, der gør ham rigtig giftig, masser af fysik, og han er svær at spille overfor, siger cheftræner Dan Jensen fra Esbjerg Energy.

26-årige Niklas Andersen har tidligere spillet tre år for Fischtown Pinguins og et enkelt år i Augsburger Panthers i den bedste tyske række. Tidligere spillede han ungdomshockey for amerikanske Spokane Chiefs i WHL-ligaen. I Metal Ligaen har Niklas Andersen altid repræsenteret Esbjerg Energy. Han har også deltaget i tre VM-slutrunder for Danmark og spillet to U20-slutrunder.

Jeg oplevede gode ting i Esbjerg. Her har ishockeyen udviklet sig, og der spilles god ishockey

Niklas Andersen

- Jeg havde ikke den bedste sæson sidste år i Tyskland, og det var langt fra så sjovt som tidligere at spille ishockey. Jeg oplevede gode ting i Esbjerg. Her har ishockeyen udviklet sig, og der spilles god ishockey. Jeg har mange gode år i mig, og det skaber lyst til at præstere og at komme tilbage hertil, forklarer Niklas Andersen.

Andersen har spillet 189 kampe i DEL. scoret 41 gange og registreret 83 point. I Metal Ligaen har han spillet seks sæsoner og 280 kampe, scoret 54 gange og registreret 124 point.

- Der er masser af gode og positive ting at sige om Esbjerg, og Energy-organisationen har altid gjort alt for at hjælpe mig. Samtidig er ishockeyen et bedre sted, end da jeg forlod dansk ishockey, siger Niklas Andersen.

Cheftræner Dan Jensen tilføjer: - Jeg er glad for og stolt af, at vi som organisation og liga kan tiltrække spillere som Niklas Andersen. Han har høj kvalitet og er en anderledes type end de forwards, vi har. Der findes bestemt ikke mange med de kvaliteter i Metal Ligaen.

Kilde: esbjergenergy.dk