Logo

16/8-2025

Jaakko Heikkinen skifter til Esbjerg Energy

Esbjerg Energy har sikret sig en erfaren finsk forstærkning til den kommende sæson. Den 28-årige center Jaakko Heikkinen skifter til den vestjyske ishockeyklub efter fire produktive år i det finske Mestis.

Cheftræner Markus Åkerblom er begejstret for tilgangen af den 187 cm høje finne, som han ser som en komplet tovejsspiller.

"Jaakko er, set med mine øjne, en klassisk tovejscenter med en god skoling som ishockeyspiller i bagagen. Han spiller spillet rigtig godt i begge ender af isen – smart både med og uden puck. Jeg kan lide den måde, han håndterer pucken på, og jeg tror, han vil være en rigtig god ressource for os," forklarer Åkerblom.

Heikkinen, der stammer fra Helsinki og fik sin grundlæggende hockeyuddannelse i Jokerit, kan fremvise imponerende statistikker fra sin tid i Mestis. På fire sæsoner har han noteret sig for 48 mål og 110 assists i 190 kampe - i alt 158 point. Derudover har han prøvet kræfter med den bedste finske liga, Liiga. hvor han har spillet 17 kampe.

Før sin tilbagevenden til Finland i 2021 tilbragte Heikkinen fire sæsoner på University of Denver i USA, hvor han fik værdifuld erfaring på højt niveau. Den finske forward har også repræsenteret sit land på forskellige ungdomslandshold.

For Heikkinen selv var valget om at skifte til Danmark og Esbjerg Energy et naturligt næste skridt i karrieren.

"Jeg ledte efter endnu en udfordring eller et nyt kapitel i min karriere, og jeg havde hørt positive ting om den danske liga generelt og om holdet i Esbjerg – især efter at have talt med en kendt finsk spiller, der allerede er på holdet. Det virkede som et godt match og skifte for mig på dette tidspunkt," fortæller Heikkinen.

Den nye Energy-forward lægger ikke skjul på sine ambitioner for den kommende sæson og har en klar målsætning om at bidrage på begge sider af isen.

"Jeg stræber efter at spille en form for ishockey, der hjælper holdet på alle dele af isen – både defensivt og offensivt – men jeg prøver samtidig at få mere af min offensive spilforståelse og kreativitet frem. Det vigtigste for mig er holdets succes, og jeg vil forsøge at være en stor del af grunden til, at Esbjerg Energy vinder hockeykampe i år," slutter Heikkinen.

Kilde: metalligaen.dk