Puck24 logo

17/5-2025

Danmark rundbarberede Ungarn

De danske herrer leverede fredag en imponerende comeback-sejr i Herning. De fik ganske vist en lidt skræmmende start med 0-2, men vendte kampen og besejrede Ungarn med overbevisende 8-2.

Stemningen var intens i Jyske Bank Boxen, hvor begge hold kæmpede for vigtige point i kampen mod nedrykning. De danske løver fandt heldigvis melodien og gav de trofaste fans en oplevelse at juble over.

"Vi spillede egentlig en ret ordentlig kamp i dag," udtaler Markus Lauridsen til IIHF. Lauridsen leverede selv to kasser i kampen. "Selvfølgelig en hård start, men vi gik ikke i panik. Vi troede på os selv og vores evner. Vi fortsatte bare arbejdet og scorede en masse mål."

Danskerne har nu seks point, men har ikke meget tid til at fejre sejren. Allerede i morgen venter kampen mod ærkerivalerne fra Norge.

Mikkel Aagaard blev kampens store helt med et hattrick, mens kaptajn Jesper Jensen Aabo, Mathias Bau og Patrick Russell også kom på måltavlen for Danmark. Oscar Fisker Mølgaard bidrog med tre assists.

Det var Aagaards første hattrick i en VM-kamp. Skellefteå-veteranen havde kun scoret tre mål i sine tidligere 37 kampe i den bedste division.

Peter Vincze og Andras Mihalik scorede for Ungarn i en kamp, hvor Danmark dominerede skudstatistikken med 41-12.

Dette resultat er uacceptabelt for os

Andras Mihalik

Usædvanligt nok blev begge holds startende målmænd skiftet ud under kampen. Danmarks Sebastian Dahm blev udskiftet med Frederik Dichow efter mindre end syv minutter, da han havde lukket to mål ind på Ungarns første tre skud. Ungarns Bence Balizs måtte vige pladsen for Adam Vay sidst i anden periode, efter danskerne havde scoret to hurtige mål og taget en føring, de aldrig afgav.

Fejring under kampen mod Ungarn
Copyright: Thomas Granerød

Kampen startede skræmmende for Danmark, da Mølgaard fik en udvisning efter bare 18 sekunder. Det udnyttede Vincze til at bringe Ungarn foran med et hårdt skud efter en offensiv face-off.

Ungarn øgede til 2-0, da Mihalik scorede efter 6:23, hvilket sendte Dahm på bænken.

Danskerne fik endelig held i sprøjten på deres andet powerplay. hvor Aagaards afretning af Nick Olesens hårde aflevering overraskede Balizs og reducerede til 1-2 efter 13:22s spilletid.

Danmark dominerede anden periode, og Markus Lauridsen udlignede til 2-2 med et flot håndledsskud efter 7:37.

Jensen Aabo bragte Danmark foran 3-2 efter 14:23, og bare 26 sekunder senere øgede Russell til 4-2.

I tredje periode fortsatte de danske løver den offensive magtdemonstration. Aagaard, Bau og Aagaard igen øgede til 7-2, før Markus Lauridsen afsluttede målfesten med sit powerplay-mål til slutresultatet 8-2.

"Vi arbejdede røven ud af bukserne for at komme tilbage i kampen, og det betalte sig," sagde Markus Lauridsen.

Med sejren holder Danmark liv i håbet om at undgå nedrykning, og med seks point har holdet taget et vigtigt skridt. Næste udfordring venter allerede lørdag mod Norge i endnu en afgørende kamp.

Se alle højdepunkterne her