Logo

21/1-2026

Christopher Frederiksen vender tilbage til Frederikshavn White Hawks

Frederikshavn White Hawks har skrevet kontrakt med Christopher Frederiksen for resten af sæsonen. Dermed vender en ægte White Hawks-profil hjem til klubben efter et kort udlandsophold i AlpsHL. hvor han tidligere på sæsonen tørnede ud for italienske Merano.

Opholdet i Italien blev kortvarigt, da Christopher Frederiksen pådrog sig en skade. Gennem et målrettet genoptræningsforløb er han dog kommet stærkt tilbage, og han har på det seneste trænet fuldt med Frederikshavn White Hawks. Nu er han erklæret helt klar til comeback.

Christopher Frederiksen
Christopher Frederiksen(📸: Danmarks Ishockey Union)

Vi er meget glade for at se Christopher Frederiksen i en White Hawks-trøje igen. Jeg er sikker på, at han er lige så begejstret for at være tilbage på isen, som vi er for at få ham retur

Mario Simioni

I Frederikshavn White Hawks er glæden stor over at kunne byde Christopher Frederiksen velkommen tilbage. Med mere end 400 kampe i den hvide trøje og knap 300 point på CV'et er han en spiller, der kender klubben, kulturen og omgivelserne bedre end de fleste. Hans erfaring og kvalitet på isen bliver et vigtigt aktiv i den resterende del af sæsonen.

Cheftræner Mario Simioni ser frem til at få Frederiksen tilbage til klubben: "Vi er meget glade for at se Christopher Frederiksen i en White Hawks-trøje igen. Jeg er sikker på, at han er lige så begejstret for at være tilbage på isen, som vi er for at få ham retur. At han kender klubben og omgivelserne i forvejen, gør overgangen nemmere. Han har nogle rigtig gode offensive instinkter, som kan blive vigtige for os. Særligt i powerplay. Og så er jeg helt sikker på, at drengene i omklædningsrummet er begejstrede for at skulle byde Christopher velkommen igen," siger Mario Simioni.

Christopher Frederiksen selv glæder sig over gensynet med klubben: "Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang igen. Det har været nogle lange måneder, men nu bliver det sjovt. Skaden føles fin, og jeg har klaret mig godt både til træning og styrketest. Det er dejligt at være tilbage, og jeg ser frem til at spille foran fansene og trække den hvide trøje over hovedet igen."

Christopher Frederiksen er med i truppen til aftenens vigtige kamp mod Rødovre Mighty Bulls. Kampen er en direkte duel mellem ligaens to nederste mandskaber, og for Frederikshavn er udgangspunktet klart: Der skal point på kontoen, hvis håbet om at hente Rødovre skal holdes i live.

For Frederikshavn er det fjerde kamp på lidt mere end en uge. White Hawks kommer med kamp i benene fra mandagens opgør i Rungsted, mens Rødovre Mighty Bulls senest var i aktion fredag aften i lokalopgøret mod Herlev.

Frederikshavn White Hawks ser frem til igen at have Christopher Frederiksen på isen og byder ham officielt velkommen tilbage i klubben.

Kilde: whitehawks.dk