Logo

21/6-2025

Blue Fox henter amerikansk center

Herning Blue Fox har forstærket truppen til den kommende Metal Liga-sæson med den 27-årige amerikanske center Nick Pastujov. Den amerikanske angriber har skrevet kontrakt med den midtjyske klub.

Pastujov er født og opvokset i Bradenton i Florida, men har forældre af russisk oprindelse. Han blev oprindeligt draftet af New York Islanders i 2016 og har siden spillet i den amerikanske NCAA universitetsliga, East Coast Hockey League og American Hockey League.

Man kan forvente at se en meget kompetitiv person, som er dygtig både i defensiven og offensiven, og som har det her gritty udtryk i sit spil

Peter Regin, sportsdirektør

Senest har amerikaneren spillet i Østrig, hvor han først havde en stærk første sæson i Pioneers Vorarlberg med næsten et point per kamp. Sidste sæson repræsenterede han Klagenfurt, som også tæller danskerne Sebastian Dahm, Jesper Jensen Aabo og Mathias From - alle tidligere Blue Fox-spillere. Derudover spillede Mads Larsen kortvarigt for klubben, og han bliver nu holdkammerat med Pastujov i Herning.

Sportsdirektør Peter Regin har høje forventninger til den nye tilgang. "Nick Pastujov er en rigtig stærk allround spiller, som vi har hørt virkelig meget godt om. Man kan forvente at se en meget kompetitiv person, som er dygtig både i defensiven og offensiven, og som har det her 'gritty udtryk' i sit spil", siger Peter Regin.

Sportsdirektøren fremhæver også Pastujovs erfaring og lederegenskaber som værdifulde kvaliteter for holdet. "Som 27-årig bringer han også en masse erfaring og lederegenskaber med sig, så det er en spiller, som jeg har høje forhåbninger til, og som jeg forventer vil komme til at bidrage positivt til holdet som helhed", lyder det fra Peter Regin.

Nick Pastujov har valgt nummer 71 til sin trøje i Blue Fox. Kontrakten er som altid betinget af den endelige godkendelse fra Danmarks Ishockey Union.

Kilde: bluefox.dk