Amalie Andersen indstiller karrieren

Den danske landsholdsspiller Amalie Andersen har valgt at lægge skøjterne på hylden. Kun 25 år gammel sætter hun punktum for en lang og flot ishockeykarriere – af hensyn til helbredet og fremtiden.

– Nogle gange har jeg svært ved bare at være til en almindelig middag, siger Andersen til Rögle BKs hjemmeside.

Beslutningen har ikke været let. Med klump i maven og tårer i halsen tog den danske back for nyligt turen til trænernes kontor i Catena Arena for at meddele, at hun stopper sin aktive karriere. Med det samme forsvandt en identitet, hun har haft siden barndommen – men en ny vej i livet er begyndt at tage form.

Amalie Andersen voksede op i den jyske by Herning, omgivet af en hockeyglad familie og en rig ishockeykultur. Det var også her, hun tog sine første skøjtetag – iført pink hjelm som etårig.

Jeg har ikke mærket savnet endnu, men det kommer nok.

– Vi havde en form for skøjteskole i Herning, hvor man kunne prøve det af. Jeg var der med min far og min fætter, og vi spillede altid sammen. Jeg tror, jeg syntes, det var sjovt fra starten, fortæller hun.

Andersen begyndte tidligt at spille med drengene og blev allerede i U11 sendt op for at spille med U13. Det blev starten på en målrettet rejse mod eliten.

– Jeg tror også, jeg følte, at jeg var god til det, og det hjælper jo. Hvis jeg havde været rigtig dårlig, ved jeg ikke, om jeg havde holdt fast, siger hun med et smil.

Selvom hun kun er 25 år, har hun mere end ti sæsoner på højeste niveau bag sig – både i Danmark, Sverige og USA. Som 16-årig flyttede hun fra Herning til Linköping for at gå på hockeygymnasiet og spille i SDHL. Her nåede hun to svenske finaler, dog uden at vinde guld.

– Det havde været fedt med en guldhjelm, men jeg har lært meget af også at tabe, siger hun.

Efter tre år i Sverige gik turen videre til USA og NCAA. hvor collegehockey ventede. Men spørger man hende i dag, er det en anden oplevelse, der står klarest i hukommelsen: OL.

– At kvalificere sig til OL var næsten endnu større end at deltage. At mærke, at vi klarede det, var kæmpe. Og så spille mod verdens bedste og se, hvor dansk hockey står – det var vildt, fortæller hun.

Men karrieren har også haft sin pris. Allerede som 17-årig pådrog Andersen sig sin første hjernerystelse. Symptomerne er hængt ved – og som 25-årig siger hun nu stop, før det bliver alvorligt.

– Jeg har haft en del problemer med hovedet. Det er ikke normalt i min alder. Jeg vil gerne have et langt liv, stifte familie og være den bedste mor og person, jeg kan være. Så det handler om at passe på mig selv, siger hun ærligt.

Hun fortsætter:

– Det er et svært valg, men det føles rigtigt. Jeg vil ikke risikere at blive dårligere. Nogle gange bliver jeg træt i hovedet bare af at være til en middag i 30 minutter.

Med et liv, der i årevis har været 100 procent dedikeret til hockey, venter nu spørgsmålet: Hvem er jeg uden hockey?

– Jeg har spillet siden jeg var fem. Alle i min familie spiller. Det er min identitet. Det bliver ikke let at finde noget nyt, men jeg ved også, det nok skal gå, siger hun.

Hvad fremtiden bringer, ved hun ikke helt endnu. Hockeyen kommer dog altid til at være en del af hendes liv – måske som træner, måske som hockeymor. Og så spiller hendes kæreste stadig, så sporten vil være tæt på.

– Jeg har ikke mærket savnet endnu, men det kommer nok. Jeg glæder mig også til at prøve mig selv af udenfor isen. Det bliver en ny, spændende vej.

Hockeyen har betydet alt for Amalie Andersen.

– Det har været hele mit liv. Men jeg har også fået så meget ud af det: menneskelige relationer, livserfaring og rejser. Jeg har set hele verden, boet i USA og Sverige, spillet OL i Kina. Det er jeg meget taknemmelig for, siger hun.

Den sidste kamp blev spillet i en grøn og hvid Rögle-trøje. Afskeden med klubben og trænerstaben var følelsesladet, især mødet med materialemand Jonas Börjesson.

– Det var svært at sige det til Julius, Tim og især Jonas. De har gjort, at jeg har haft det så godt her. Rögle er den klub, der har støttet dameholdet bedst. Vi har haft alt, vi skulle bruge, og det er jeg virkelig taknemmelig for.

Kilde: www.roglebk.se